Stor interesse for bådene
Der er stor interesse for bådene, som Frigglauget har liggende i Odense Havn. Forbipasserende lægger mærke til de særlige både og spørgelysten er stor.
Frigglauget har siden sommerferien haft både liggende i havnen, lige udenfor Nordatlantisk Hus og naustene. Nordlandsbåden, kadrejollen Stella og den færøske timandsbåd Fenris pryder kulisserne på havnen.
Der er ikke mange træbåde at se i Odense Kanal, og ikke mange af den slags, som Frigglauget ejer.
En af Frigglaugets medlemmer, Andreas Vatnhamar, er næsten dagligt nede på havnen for at se til bådene for at sikre, at de ligger godt og tømmer dem for vand.
Han har installeret vandpumper på Stella og Nordlandsbåden, men Fenris må tømmes manuelt med øse.
Han mærker, hver dag han er på havnen, stor interesse fra forbipasserende, som tager billeder og har spørgsmål om bådene og gerne vil vide mere om dem.
-Jeg er overrasket over den store interesse folk har i bådene, og det er alle aldersgrupper. Det er næppe nogen andre både i Odense Havn, som er fotograferet så meget som vores, siger Andreas med et smil.
Spørgsmålene om bådene er mange, fortæller Andreas. De handler dog mest om, hvor bådene kommer fra. Men de har ikke kun øje for bådene. De vil også vide noget mere om naustene, hvorfor de er bygget, som de er og hvem har stået for at få dem bygget.
-At fire-fem nationer samarbejder i Frigglauget er mange overrasket over, og med et smil på læben spørger de også, om det kan lade sig gøre at så mange nationer kan være sammen under et tag. Selvfølgelig kan vi det, siger Andreas.