Bådehusene bliver udvidet
Arbejdet med at udvide lokalerne på Byens Ø er gået i gang. En container mere er købt, og næste projekt bliver at få den til at indgå i miljøet på Byens Ø.
Frigglaugets mange aktiviteter gør, at lauget har brug for mere plads. Lige før jul bestemte bestyrelsen sig for at købe en brugt 40 fods container, som skal stå tæt op ad brandvejen ved Nordatlantisk Hus. Den skal beklædes med tømmer og der skal også laves en tagrejsning.
Imellem containerne er der knapt fem meter, og det mellemrum skal indelukkes. Rummet skal være et arbejdsrum, hvor vi kan lave reparationer på bådene og andet, som er nødvendigt. Den tredje container på pladsen skal bruges til klubhus.
Alt arbejdet bliver udført i samme nordiske stil, som de foregående bådehuse, eller naust, som de også bliver kaldt.
Fundamentet til containeren er blevet klargjort, og nu ventes der kun på at containeren bliver leveret en gang i januar.
På længere sigt er planen at lave et læskur bag naustene. Det skal benyttes til vinteropbevaring af Nordlandsbåden og Kadrejerjollen. Foran naustene, ud imod havnefronten skal der anlægges en terrasse.