Fenris får nye årer
Skibslauget Frigg siger stor tak til Odenses venneby på Færøerne, Klaksvík, som har doneret 8000 kroner til årer til foreningens færøske timandsfarer, Fenris.
Klaksvík ligger i det naturskønne nordøstlige hjørne af Færøerne og er bestemt et besøg værd.
Denne region på Færøerne har nogen af de stejleste bjerge på øerne; over 800 meters højde.
Under fjeldvæggen klynger små bygder sig til fjeldsiderne omgivet af voldsomme basaltformationer.
Klaksvík er Færøernes næststørste by, en meget driftig by, som med sine cirka 5000 indbyggere er Færøernes ultimative fiskeri-hovedstad.
Byens
har også fostret mange mange kunstnere og har et rigt musikliv –
hvert år i august måned afholdes en stor musikfestival,
Summarfestivalurin, som samler større internationale navne samt
lokale kunstnere. Imponerende af en by med 5000
indbyggere.
Vægmaleriet i Nordatlantisk Hus i Odense er en gave
fra Klaksvík. Maleriet er lavet af kunstneren Edvard Fuglø – fra
Klaksvík selvfølgelig.
Ud fra disse stejle klipper har man drevet fiskeri í århundreder – nu med store stålskibe til fjerne destinationer som Flemish Cap og Barentshavet.
Men fra vikingetiden og til en ikke så fjern fortid blev fiskeriet drevet fra færøske både, som dem Frigglauget har.
Den færøske robåd blev trimmet og tilpasset til disse forhold – let så den kunne landes og løftes op på klipperne og væk fra brændingen, samtidig sødygtig så den kunne klare de barske farvande og stadig håndterbar under sejl og årer. Båden er et kunstværk i sig selv.
Sådan er mange af de nordiske joller og både tilpasset deres omgivelser og anvendelse.
I Frigglauget ønsker vi at samle bådtyper og joller og fortælle historien om den nordiske kystkultur og råsejlstradition fra vikingetid til nu.
Vi gør dette i Odense, som har sin dåbsattest fra vikingetiden, på Byens Ø ved siden af Nordatlantisk Hus, hvor vi har bygget to færøske bådhuse, kaldet “neyst” på færøsk.
Tak til Klaksvík for støtten.